PLAndel og Voresklinik vil fusionere for at styrke udviklingen i almen praksis
To andelsfællesskaber for praktiserende læger planlægger at fusionere for at udvikle fælles tilbud og services, der skal give mindre administration og mere tid til patienterne.
PLAndel og Voresklinik ønsker at fusionere og samle deres aktiviteter i ét selskab.
Der er behov for betydelige investeringer og mere udvikling, hvis indsatsen i almen praksis skal løftes.
”Almen praksis er under pres, og der er brug for at løfte de fælles løsninger. Voresklinik, og stifterne bag dette, har været frontløbere i arbejdet og det er vi alle meget glade for. Nu kræver næste skridt både investeringer og større skala, og derfor er tiden nu inde til at samle kræfterne i ét selskab,” siger Henrik Idriss Kise, formand for PLAndel.
Hos Voresklinik ser man fusionen som et næste skridt i det arbejde, der allerede er sat i gang.
”Voresklinik har gennem flere år opbygget et stærkt fællesskab og lagt et vigtigt fundament. Med fusionen får vi bedre muligheder for at videreudvikle løsningerne og skabe endnu mere værdi for klinikkerne,” siger Holger Olaf Kjær, næstformand i Voresklinik.
Målet er at udvikle løsninger, der kan aflaste de praktiserende læger for administrative opgaver, så de kan bruge mere tid på patienterne. De løsninger samles nu i PLAndel.
Almen praksis klinikkerne, som i dag er medlem af Voresklinik, får i forbindelse med medlemsmøder i maj 2026 tilbud om at melde sig ind i PLAndel, og alle Voreskliniks andelshavere vil få deres andel af den resterende egenkapital i Voresklinik udbetalt, når denne er gjort op. Klinikker uden for almen praksis kan aktuelt ikke blive en del af PLAndel, da det ikke er muligt inden for de nuværende vedtægter.
Fusionen skal endeligt godkendes på generalforsamlinger i juni.
PLAndel – Praktiserende Lægers Andelsfællesskab er et andelsselskab etableret af praktiserende læger med det formål at udvikle fælles løsninger til almen praksis. Selskabet skal bl.a. understøtte klinikker med løsninger inden for fx vikarhjælp, indkøb, administration og nye teknologier som AI.
Voresklinik - Din praksispartner er en andelsforening drevet af praktiserende læger. Foreningen arbejder for at gøre det nemmere og mere trygt at drive egen praksis gennem fælles aftaler, services og indkøbsløsninger